Flammende ydmyghed i Herning

Gårdagens makeup sidder ok, håret er uglet, tøjet lugter en smule af røg og jeg kan ikke stoppe med at smile.

Igår var jeg til Flaming lips koncert i Herning. Jeg gider ikke komme med en hel “anmeldelse” af koncerten. Det har Gaffa allerede gjort, med sine 6 stjerner som jeg ikke kunne være mere enig i

http://www.gaffa.dk/anmeldelse/35546

De startede ud med et brag, på en måde de fleste bands ikke en gang turde gøre som afslutning på en vellykket koncert. Kæmpe balloner, konfetti kanoner og dansere.
Et band som Flaming lips kan godt tillade sig dette, fordi de ved de kan køre den endnu længere ud.

Flaming lips (eller slamming bitches som min farmor troede de hed) har så meget at byde på. De har så mange utrolige sange, så meget kreativt overskud og så meget  ydmyghed og nysgerrighed.
Jeg tror at hvis man er nysgerrig, leder dette til en øget ydmyghed og modtagelighed for nye indtryk, ideer og mennesker. Flaming lips er et perfekt eksempel på dette. De har sit eget univers, men det er alt andet en lukket. Det er konstant åbent for energi og kan på den måde skabe ny energi.

Ok. Nu blev det lige lidt spacet, så tager den lige ned på jorden igen.

Jeg mødte Wayne. Det er så forsangeren i bandet Flamin lips. Han er jo nok hvad man kan kalde et Ikon. Det ville jeg ihvertfald sige.

Han har udtalt sig om Arcade fire at de havde fantastiske sange, men behandlede deres crew som lort, deres fans som lort og var nogle idioter. Her kommer nysgerrigheden og ydmygheden ind igen. Især som kunstner. Mig og Cathrine havde fået lov til at komme til Flaming lips lydprøve og få lov til at mødes med Wayne.  Under lydprøven var han sød og venlig og vi nød det, men lydprøven trak ud og vi fik at vide af den koncert ansvarlige, at der nok ikke ville være tid til at få snakket med ham aligevel. Men vi kunne ikke rigtig acceptere dette og løb op til scene kanten og sagde “excuse me, wayne..it seems like there is no time for us to talk”
og så sagde han “no, no that can not be true”. Og så tog han os med ud bagved og sad og snakkede med os. Han var nysgerrig og venlig. Ja, selvfølelig er det “en del af jobbet”. Men han gør det så ægte og skabte en oplevelse for to glade Flaming lips fans. Det var også en bonus at vi fik noge vise ord med på vejen som – “You never need permission. You need to be punk rock”.

Også det at spille i herning og nyde det selvom det var et forholdsvis lille publikum.
De er vant til at spille for tusindvis af mennesker. Nu spillede de for 800. Men holdt ikke tilbage for det. Nej, det føltes som om de gav den mere end nogensinde.

Måske blev budskabet lidt rodet. Men det er noget med den ydmyhed og nysgerrighed. På musikken, universet, andre mennesker, kreativiteten og verden. Det er noget ved det der næsten giver mig tårer i øjnene. Ok..ikke næsten, det gør det. Fordi livet er så smukt og skævt og Flaming Lips er det perfekte soundtrack til det.

Og hvis i ikke allerede har gjort det. Tjek den nye plade Embryonic ud. Den er virkelig fed. Specielt sange som “Evil” og “I can be like a frog” (hvor Karen O synger med)

såå..var det de der sidste dage på Airwaves

Shit pommes. Hvilken uge.

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde eller slutte..det har bare været goodness all over.

En ting som var genialt med Airwaves var alle off venue aktiviter. For eksempel var det super fedt at se Micachu and the shapes på verdens mindste café og Alaska in Winter dj, med kun mig og to andre på dansegulvet.

Og også at bands spillede op til 5 gange. Synes spot kunne lære meget af dette.

Jeg ved ikke hvad det bedste var på festivalen..opdagede lidt nye bands, oplevede hvordan en showcase festival også kan være og mødte dejlige mennesker.

Jeg har et råd: Tag derhen

torsdag og fredag

Ånej! Nu er det lørdag og jeg skal blogge hele TO dage af Islandsk festival.

I torsdags var Motoboy det første vi så. Altså. Jeg ved godt det kan være lidt kikset og blive lillepige betaget af en fyr med elgitarr. Men oh.my.god. Frækkere skabelse må man jo lede efter. Og en sindsyg stemme. Så ham i somres på Emmaboda, men der blev jeg mest irriteret over alle love struck teenagepiger. Denne gang blev jeg en af de piger. Hans stemme er engel aktig. Jeg har aldrig kunne lide Jeff Buckley, men hans stemme og sange minder en smule om det..bare tre tusind gange bedre..og meget meget sexet. “I know, very sexy” som han sagde under koncerten. Ps. Han er fra sverige.

Så var det Islandske Berndsen, Sjovt og festligt …med en mega gitterpatrulje der sultede efter hits. Mon ikke der kommer mere news fra ham snart(:

Efter dette gik turen ned til spillestedet Nasa. Her var det enemands showet Alaska in winter.  Det var virkelig godt. Sådan electro pop aktigt. Han have et visuelt sjov af sig selv, hvor han spiller alle instrumenter.. Meget charmerende og fint og dansabelt. Jeg regner med at høre ham DJ senere idag på karamamba..tror det kan blive rigtig godt.

WHo knew…Ja..why not. Who knew er et Islandsk band der er ret pjattede med Wolf parade. Nuff said.

Så havde jeg vildt sjov tur hjemaf hvor der spillet stomp på alt. Men det er en anden historie.

Igår var det ednu en dag fyldt af musikalske goodies. Vi startede dagen ud med at svømme rundt i den blå lagune, efterfulgt af monster veggie burger fra min yndlings joint nede på havnen. Direkte der fra tog jeg på det lille sted Karamba. Her holdt det lille pladeselskab Brainlove records label dag/aften. Jeg så Stairs to Korea og Napoleon the third. Det var virkelig godt..og IGEN enemands sjovs, men med lyd af meget ( det var også pisse pisse højt) Stair to Korea lød som en uptempo Noah on the whale men med flere skævheder og mere livs erfaring. Napoleon 3 var støjjende computer sing og song writer med en hang til at råbe og lave mislyde. Jeg kunne virkelig godt lide det.

Jeg kan ikke finde ud af at lægge sange op. Kan du hjælpe mig med det Aske?

Så var det tid til en pause før The Drums! Og pausen var veltrængt, for danse gjorde vi til dette surfede indie rock

..”ooooooh maaaaama..I wanna go surfiiing..oooh maaaama, I don´t care about nuuufffin!”

Ved ikke hvor meget jeg synes det holder i længden. Men festligt er det..og blev glad i hele kroppen.

Så så så..Kings of convenience. Jeg så dem på train her i sidste uge hvor jeg synes det var great great great stuff..og når jeg hørte at, pågrund af begrænset kapacitet i kirken hvor de skulle spille, man skulle hente specielle armbånd til koncerten på Airwaves,overvejede jeg at droppe det…Men nej. Jeg ku ikke. Vi stod i kø halvanden time for armbånd. Og fik dem. Yes!

Koncerten var som sagt i en kirke..så smukt. Og koncerten var helt viunderlig..selvom Erlend blev lidt gammelmands sur over alle der tog billeder. Men han har sgu ret i det han sagde: “If you are to busy documenting everything, you are missing the moment”. Og så posede så folk fik skudt løs med deres digitale cameros og koncerten fortsatte. Igen men en ændring i dynamik halvvejs igennem (ligesom på train)når en basist og violinist kom med på banen. Koncerten blev en fest og alle rejste sig og dansede forand alteret.

Kontrasten til Kings var ret stor når vi stod til det canadiske band Crystal Antlers. Hård, men stadig melodiøs rock..lidt retro følelse..tror det var tangenterne der havde lidt doors over sig. Gitarristen lignende en ung, rocket udgave af Paul mcartney (med mustasch)

The field..svensk live techno med godt gemte sampler. Det var fint og vi dansede.
Og så så så..bandet Æla..Islandsk. Ja–n begynder det blive lidt sløret. Kan ikke huske så frygtlig meget mere(:

Aftenen endte på Kaffebarin (ja, stedet Damon albarn en gang var medejere i) hvor Erlend Øye sad på baren og sang med til Kasper Bjørkes improviserede dj set. Ja. Lidt starstruckness fik jeg vel.

Yes. Nu skal jeg sove igen. Idag skal jeg også en masse seje ting.

Jeg hjerte Island.

Første dag på Iceland Airwaves

I landet hvor det er umuligt at få en dårlig kop kaffe sidder jeg nu med morgenhår og et smil på læben.
Igår gik det igang. Den famøse festival, Iceland Airwaves. Jeg har altid altid drømt om at komme afsted. Og nu, hvor jeg har et stykke lillesøster boende i Reyjkavik samt billige flybiletter er et faktum, tog jeg chancen. Og her er jeg!

Igår var det en “lidt rolig” dag i programmet.

Vi startede ud med en meget lige til morgenmad og en lang gåtur rundt i Reyjkavik. Jeg har allerede været her en gang før og kom også for nogle dage siden, så det føles som om jeg kender byen en smule. Alt er så smukt, praktisk og smukt. MEnnesker er søde og nysgerrige og utroligt smukke. Anyways, rundt i kvart i 8 gik vi på spillestedet Sodoma. Her så vi et band, der af gav fingeren til klichén om hvordan et rock band skal se ud. De hed bummer, og lignede en lille sær familje med rock i blodet. Lyden var meget postpunkt og tror der er blevet lyttet til en del joy division hjemme i børne værelset. Men de havde et eller andet. Mon ikke vi kommer høre mere fra dem.

Så gik turen til den største af spillestederne, Nasa. Her holdt det islandske pladeselskab “Kimi Records” label night.

Det var et meget varieret program. Alt fra nirvana punkede mordingjarnir (tror det er sådan det staves) hvilket var…ikke lige mig til svenske Juvelen der er en, efter min mening, er en ny, lidt blegere udgave af prince. (en svensk reference ville helt sikkert være Eric Gadd) Juvelen er ikke lige noget jeg ville høre hjemme, men live fungerede det og mine farmor hofter gyngede ret godt med.

Jeg må sige at for mig var aftenes højdepunkt byens stolthed, bandet Reyjkavik!.

En blanding af lidt af hvert, men helt sikkert overvejende gammeldags hardcore. Humor, scene tilstedeværelse og en god portion energi.

og SÅ gik turen tilbage til Sodoma. HEr var det norsk neon indianer pop ved navn 22, og Islandske Hoffman.

Det første så jeg ikke så meget af men Hoffman var fint. En lidt gay, islandsk udgave af Libertines. Meget nydeligt.

Nå. Men det blev lidt hurtigt ridset op, og kan ikke finde mit memorystik så billederne må i vente lidt med at få.

Nu er det sushi time på the fish factory og i aften skal jeg…ihvertfald se Eberg og og og Alaska in winter og og og  Motoboy.

Smell ya later!

i mangel på posts, smider jeg et yndlings element ind her

så utroligt smukt

Igen, ja. Mine indlæg har en tendens til at blive ganske personlige. Take it or leave it (som for øvrigt var navnet på det band der spillede til min mosters 50 fødselsdag i Uldum).

Jeg faldt lige over en guldklump. The Antlers nye album “Hospice” handler om at se en man elsker langsomt forsvinde væk i sygdom for at på sidste skæring på pladen forlade  verden for altid.

Jeg var selv ved at miste min far sidste år hvor jeg var den der sad ved siden af sygehus sengen de fleste dage i ugen. Magtløsheden der sidder på huden men håbet der siddet som et ankere  i hjertet. Det kan jeg høre på denne plade.

Musiskt tænker jeg på spiritualized og Anthony and the Johnsons..

Storslået med enkle midler.

Over and out

Lidt tjekket

Fin måde at lave en teaser på en plade. Ret flot også. minder om de film man så som barn.

Magic Arm

Et lille fund jeg gjorde for snart et godt stykke tid siden, er Magic Arm fra Manchester. Siden da er der dukket en plade op, og selvom der er lidt dødvande her og der på denne, så er der også nogle numre som gør MA til et interessant bekendtskab. Specielt de tre nedenfor. Det er et enmands-projekt så vidt jeg ved, selvom det ser ud til at der skal spilles en del gigs i den kommende tid, bl.a. som opvarmning for Camera Obscura i København på Loppen og i Århus på Voxhall, hhv. 30. sep. og 6 okt.

 

Outdoor Games

Sound Of The Night

Bootsy Bootsy

Good But Great på Twitter

Så er Good But Great også kommet til twitter. Følg os på: twitter.com/goodbutgreat

Sommaren ær kort. Nästan regnar bort. Så ta för dej. lalalala

aaah. Lang tid siden kære blog. Og sommeren er snart ovre. Men sikke en sommer.

Sidder nu, men en lasagne i microen og tænker over hvor man skal starte?
Tror vist vi alle er enige om at vi skal få bloggen back on track.. så tager et lige til emne som “musik jeg har opdaget/genopdaget siden sidst”.
Roskilde var min bedste musik roskilde til dagens dato. Så var det Emmabodafestivalen der bare var fantastisk. Og så skanderborg hvor jeg mere eller mindre ikke så andet end Bodebrixen. Which I love, ofcourse.

Roskilde var det meget nostalgi over. Oasis, som jeg i starten overhovedet ikke havde tænkt mig at se, overasskede mig postivit. Jeg overasskede også mig selv gennem at gå i folkelig mode og stå og skråle til samtlige sange sammen med nogle middelaldrede mænd. Jeg begyndte tude (var lidt fuld) til masterplan. Tudede faktisk så to piger foran mig blev så rørte og også begyndte tude. Det er festival.

Peter Doherty var min bedste koncert. Elskede det virkelig.
Han kom og hilsede før koncerten, smed øl ud til folk under koncerten, og havde vist nok siddet og jammet Stone roses numre med nogle fans efter koncerten. Det er bare et eller andet over det. En ligegyldighed der i sin allre mest gyldige form. En moderne spillemand. Jeg ved det ikke. Godt var det i hvert fald.

her sidder peter i en studenterhue der blev smidt op til ham under koncerten på årets roskilde.

Så var det Emmaboda.
Verdens smukkeste festival. Arbejde som sidste år ( hvor videon er fra)  som delansvarlig i Ackrediteringen.
En af de bedste var Marina And the Diamonds. Viste dem rundt på festivalen og blev lidt forelsket i trommeslageren. Sådan er jeg bare.
Hun har en ret speciel stemme. Selvom musikken kan være lidt for poppet for min smag er det bare noget ved den. Flotte melodier og sådan lidt 80ër stemning på den gode måde.

Giver her Casper ret i det er en super lam video. Men sangen er skam lidt fin.

Havde glæder mig til Markus Krunegård (forsangeren fra Lakso). Han er jo blevet kæmpe i Sverige nu med sin solo karriere. Men han virkede lidt sur. Selvom han dog spillede fantastisk.
Jeg ved ikke helt hvad det er med festivaler. Men det må sgu gerne komme lidt ekstra glæde.Det er jo en fest efter valg. Festival..g. Eller sådan noget.
Handsome furs var også fantastiske (som altid)..Og det gjorde det bare så meget bedre at de elskede at være der og ikke holdt tilbage for at vise det.

Ok. Springer lidt rundt i det. Men ja. Jeg rekomenderer: Marina and the diamonds
Og alt det andet jeg har nævnt.

nå ja ja ja. Det var også fantastisk ! Late of the pier og metronomy. Helt utroligt godt live.

De der britter kan jo noget. Det er sindsygt

Aaaah.Det var dejligt at få dette ud. Næste gang kommer et lidt mere struktureret blog indlæg.

Over and out