Ja, så måtte vi jo komme hertil.. Året rinder ud, og ligesom sidste år vil jeg da lige give mine yndlingsplader et ord med på vejen herinde. Jeg må indrømme, at jeg seriøst overvejede at lave en liste over de 50 bedste enkeltnumre istedet, da jeg på det seneste synes, at der er langt imellem de bands der laver en hel rigtig god plade. Flere EP’er, mindre fyld?. Jeg gider ikke presse en rangorden ned over dem, bortset fra en: Phoenix tager førstepladsen for mig. Det er nok det mest spillede album hos mig i år, og et bedre pop-album, synes jeg man skal lede længe efter.
Jeg er sgu faldet lidt på halen over de drenge her. Seks fantastiske numre, og fem mindre gode. Men de formår at blande pop og club-elementer på en overbevisende måde, og med en fabelagtig sanger som Andrew Wyatt i front, ja så kan det næsten ikke gå galt. Deres koncert på Loppen var intet mindre end fantastisk, synes jeg. Og live får numrene en ekstra, mere hård og dybere dimension.
Local Natives opdagede jeg først for et par uger siden, men på den korte tid har den virkelig sat sit spor. Elementer af Fleet Foxes og Grizzly Bear, men langt mindre højtideligt (som jeg synes de to andre godt kan lide lidt under af og til), overrraskende sangstrukturer, og bare generel vellyd. Mange, MANGE gode numre, også efter de sædvanlige fem første gode.
Empire Of The Sun – Walking On A Dream
Aaaargh, igen kan jeg ikke komme udenom de her skøre australiere. Albummet er egentlig sindssygt mærkeligt, rangerende fra banalt til decideret avantgarde nærmest, men der er lige de der 4 numre som har et eller andet helt specielt. Sangeren Luke Steele har desuden dette band, som jeg i flere år har prøvet at få folk til at lytte til.
Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix
Så kommer vi til årets kæledægger, og de eneste jeg vil sætte en rating på i år: dette er som sagt min yndlingsplade i år. Jeg havde faktisk aldrig lyttet til det her band før denne plade, og efterfølgende siger deres første plader mig heller ikke særlig meget. Men denne (og til dels den forrige, ‘It’s never been like that’) er something else.. Alt på denne plade giver mening for mig, det er simpelthen så gode popnumre, at det er svært at se hvordan de nogensinde skal kunne efterfølge den. Et for et har numrene sneget sig ind på mig. Først var det selvfølgelig ‘Lisztomania’, men jeg synes ikke der er et eneste dårligt nummer her. Og det hører til sjældenhederne. At de selvfølgelig også leverede en monster-koncert i VEGA i november, gør heller ikke noget.. Wow.
Deastro er nok et ukendt navn for de fleste, men han fortjener en plads her for denne plade. Signet på Ghostly, som har bl.a. School Of Seven Bells og nu også Choir Of Young Believers. Alt for mange numre er der på denne plade, men igen, første halvdel er virkelig god, synes jeg. Herligt grumset produktion, masser at synth’er, rigtig gode melodier, og en snært af Conor Oberst’s vokal er nøgleordene her..
Jeg har nævnt dem før herinde. Og jeg gør det igen. The Invisible har lavet en meget speciel of forskelligartet plade. Indie-rock/club/avantgarde, kan man vel kalde det… Især den første halvdel af pladen holder virkelig (hmmm, et mønster tegner sig).
Der er et par elementer på denne her plade, som burde gi’ mig kvalme. Men de to fyre her er simpelthen for dygtige til at lade det ske. Produktionen er så umådelig rig på denne plade, at selv enkelte tvivlsomme musikalske valg er af mindre betydning. Hvis nogen ved hvordan man laver den baslyd på nummeret ‘Vision One’ så sig lige til! Og så går det op for mig, at Robyn faktisk er meget sej. Hmmm, mærkeligt..
Så. Nu gider jeg ikke mere. Gider ikke ramme de 10 bare for tallets skyld. I stedet er der lidt ‘honourable mention’ til andre af årets udgivelser:
Grizzly Bear – Veckatimest – Det lyder godt, jeg kan høre det er godt, jeg er desværre ALDRIG i humør til at høre det.
Animal Collective – Merriweather Post Pavilion – samme som ovenstående GB-plade. Dette rammer mig lidt mere, dog.
Magic Arm – Make Lists, Do Something – Charmerende plade, omend ikke revolutionerende. Men man kan ikke rigtig have noget imod den 
The Rumour Said Fire – The Life And Death Of A Male Body – ‘Evil Son’ og ‘The Balcony’.. Hmm …der er vist ikke skrevet mange bedre numre end disse to i DK i 2009…
Here We Go Magic – Here We Go Magic – Nummeret ‘Fangela’ er det hele værd på denne.
Oh No Ono – Eggs – Stor cadeau til denne produktion. Tårnhøje ambitioner, og halvdelen er virkelig, virkelig vellykket.
The Antlers – Hospice – Det er ikke just festlig musik, det her. Men til gengæld er det til tider dødsens-smukt.
Over to you guys…
Caspar
30. december 2009 kl. 00:58
fedt. Virkelig nogle af disse plader jeg overhovedet ikke har hørt og som jeg skal tjekke ud. Kom til at tænkte på at.det er jo også det..at musik, for mig, helst ikke skal være for meget “2009″ eller “1996″. Selvfølelig bærer musikken præg af den tid den bliver skabt i…men det skal ikke føles uaktuelt efter 6 måneder og et årsskifte. Måske var det lidt ud af kontext at skrive dette her..well. Kommer nok en form for ÅRTI liste fra mig en af dagene.shiit.