Pisse fedt

6. januar 2010 by

Lyt til det her. halvt engelsk, halvt Islandsk. (selvom det er klart det engelske der dominerer) I like´ta´lot

Reklamer

10 fibelifantastik plader fra nullerne

3. januar 2010 by

Jeg tror måske, jeg er den mest Uegnede person i..ja, skal vi sige Europa? Mest uegnet til at lave en “bedste liste over åriets plader”. Jeg er virkelig dårlig til at huske tilbage og er virkelig dårlig til at gå op i plader, jeg ikke elsker her og nu. “A spare of the moment girl” som Julia Robers siger i filmklassikeren “Pretty Woman”.
Ok, vil prøve bevæge mig væk fra at lave flere referencer til prostituerede film karakterer og get down to business.
Jeg er enig med de fleste lister der florerer rundt omkring. Ja..Strokes, Interpool osv osv.
Men her kommer min..baseret på hjerte og på et fuldt ud subjektiv og ufagligt grundlag

Beirut- Gulag Orchestra
Beirut. Ja, det er storslået..nogle ville enda kalde det selvhøjtideligt. Jeg elsker det bare. Og denne plade..med sange som postcards from italy går direkte ind i hjertet. Jeg er mere eller mindre fan af alt som Zach condon, front figure og bagmand i Beirut, har lavet. Nej, ikke besat.men betaget. Han har den der følsomhed som er irriterende fordi den minder dig om din sårbarhed og inviterer dig in i et maleri af skønne toner og farver.
Hele balkan delen var for mig en forfriskende pust i mit “jeg hører mest alternativ rock/pop” univers. Det sætter også nogle fantastiske rammer for den lidenskab som Gulag Orchestra besidder.
Det har også åbnet døre for mig til andre spændende musiker- To eksempler, på hver sin ende af Beiruts musikalse universe er Alaska in Winter der har samarbejdet med Zach condon,med sine mere elektroniske lækkerier og ligeledes A Hack and a hawksaw som er meget mere balkan hele vejen igennem med harmonika og violin.

The Antlers-Hospice
Ja, har jo nævnt denne plade før. Men åh, hvor er den god.
Har også begyndt at høre lidt ældre Antlers ting..hvor jeg synes “On the roof” fra pladen “In the attic of the universe” er et af de bedste sange jeg nogensinde har hørt.
Men hospice pladen står stadig stærkest for mig. Med sin stærke og rørende historie, som de fleste kan relatere til nu om dage. Skal se dem nu hvor de kommer til København og spiller på jazzhouse. weee.
Og hvis Roskilde ikke booker dem så bliver jeg sur.

The Microphones- The Glow pt.2
Første gang jeg hørte The Microphones var til klokken ni om morgenen til en morgenfest på Icelandic Airwaves. Folk lå rundt omkring og sov. Jeg var på min sidste smøg og prøvede at vække min ven stefan der var helt væk. Pludselig hører jeg det første nummer af deres plade “The Glow pt.2”
Det lød som en skæv udgave af alt godt. Det er kompromisløst. Der har været fuldt ud frie rammer for dette Amerikanske band. Med en 23 nummer lang plade, hvor nogle gange der kun er minutters stilhed, eller støj er det ikke en “hit plade” og det kræver tålmodighed af lytteren. Men åh det er så godt. Dette er en våget udgave af Neutral Milk Hotel (der også hører til en af mine favoritter bland bands) og føles lidt som et indie-støj-guitar audio-teaterstykke med smukke inderlige tekster om kærlighed. Helt sikkert værd din tid. Men det skal lyttes ordentlig igennem. Ellers får du en lammer.

Libertines, Up the Bracket
Og så til en af de store vindere på samtlige lister i samtlige blade. Men denne plade.. giver mig stadig kilder i maven og en lyst at hoppe rundt i min lejlighed og smadre ting.
I en tid for UK bliver overhalede som aldrig før indenfor rock genren kom Libertines og reddede noget af Rock englands stolthed. Med et brag.
Utallige myter, historier og skandaler har floreret omkring dette band. Men det kan være underordnet når denne plade får en til at hoppe og skrige.
“Last post on the Bugle” tror jeg er mit absolut yndlings rock numre.

The Tallest man on earth-Shallow grave
Jeg fik kendskab til denne svensker sidste år, hvor både Aske og Caspar nævnte hans debut som en af deres yndlings plader i 2009.
Og så blev det en af mine faves. Så skraldet ned til en skinger..næsten beklagende vokal men uden at være sølle. Jeg ved det ikke. Det er svært at forklare. Det skal bare høres.
og utroligt guitar spil. Så ubesværet. Jeg ønsker jeg kunne spille som ham..bare gå igang “klingeklingekling pling”. Så ville jeg ikke gøre andet hele dagen

Deerhunter- Microcastle/weird era cont.
Jeg må indrømmme når deerhunter kom med denne plade, blev jeg træt af den, inden jeg overhovedet havde lyttet. I ved, når man får fortalt “deen er bareeee såå feeed”.
Men det var den jo så..Rigtig god. Skør og skæv og alle de der elementer som andre bands overspiller, bliver her underspillet så man bliver nysgerrig og vil have mere.

The Late of the Pier-Fantasy black channel
aaaaaah!!!Tung indie rock med rave elementer og så meget energi. Hele pladen tæsker igennem og det er fedt, så fedt. Jeg hørte dette album rigtig meget når jeg pendlede til et røvsygt arbejde hver dag…Det hjalp mig virkelig at beholde gejsten og noget..fandenivoldskhed. Tak pier!
(og meget mærkelig og fede vidoes laver de.. for eksempel denne)

Animal Collective- Merriweather Post Pavilion
Ja. Nuff said føles det som. Dette album har jo endt på samtlige lister i samtlige medier. Og det er jo noget om snakken.

Bright eyes- Fevers and Mirrors (2000)
og Lifted or The Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground (2002)

Ja. Jeg kunne vel sætte samtlige albums som arbejds narkomanen Oberst har udgivet under navnet Bright eyes, det seneste Årti. Ja. Jeg elsker bare bright eyes. Varierende og spændende univers. Men alle kender jo dette som deres egen lomme. ja da.

Elliott Smith, New moon
Albummet der blev færdiggjort af familie og venner efter Elliotts død rummer meget. Det er jo altid en stor del melankoli på herr smiths plader og New moon er ikke nogen undtagelse. Dette dobbelt album er fyldt med sange som hver især står stærke med smukke melodier og uforudsigelige arrangementer, alt i tro Elliott smiths stil hvor hans stemme og guitaren står i fokus. Øv siger jeg bare, at det stoppede som det stoppede.

Dadadaaaaaaaaa…. De bedste plader i 2009!!!

15. december 2009 by

Ja, så måtte vi jo komme hertil.. Året rinder ud, og ligesom sidste år vil jeg da lige give mine yndlingsplader et ord med på vejen herinde. Jeg må indrømme, at jeg seriøst overvejede at lave en liste over de 50 bedste enkeltnumre istedet, da jeg på det seneste synes, at der er langt imellem de bands der laver en hel rigtig god plade. Flere EP’er, mindre fyld?. Jeg gider ikke presse en rangorden ned over dem, bortset fra en: Phoenix tager førstepladsen for mig. Det er nok det mest spillede album hos mig i år, og et bedre pop-album, synes jeg man skal lede længe efter.

Miike Snow – Miike Snow

Jeg er sgu faldet lidt på halen over de drenge her. Seks fantastiske numre, og fem mindre gode. Men de formår at blande pop og club-elementer på en overbevisende måde, og med en fabelagtig sanger som Andrew Wyatt i front, ja så kan det næsten ikke gå galt. Deres koncert på Loppen var intet mindre end fantastisk, synes jeg. Og live får numrene en ekstra, mere hård og dybere dimension.

Local Natives – Gorilla Manor

Local Natives opdagede jeg først for et par uger siden, men på den korte tid har den virkelig sat sit spor. Elementer af Fleet Foxes og Grizzly Bear, men langt mindre højtideligt (som jeg synes de to andre godt kan lide lidt under af og til), overrraskende sangstrukturer, og bare generel vellyd. Mange, MANGE gode numre, også efter de sædvanlige fem første gode.

Empire Of The Sun – Walking On A Dream

Aaaargh, igen kan jeg ikke komme udenom de her skøre australiere. Albummet er egentlig sindssygt mærkeligt, rangerende fra banalt til decideret avantgarde nærmest, men der er lige de der 4 numre som har et eller andet helt specielt. Sangeren Luke Steele har desuden dette band, som jeg i flere år har prøvet at få folk til at lytte til.

Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix

Så kommer vi til årets kæledægger, og de eneste jeg vil sætte en rating på i år: dette er som sagt min yndlingsplade i år. Jeg havde faktisk aldrig lyttet til det her band før denne plade, og efterfølgende siger deres første plader mig heller ikke særlig meget. Men denne (og til dels den forrige, ‘It’s never been like that’) er something else.. Alt på denne plade giver mening for mig, det er simpelthen så gode popnumre, at det er svært at se hvordan de nogensinde skal kunne efterfølge den. Et for et har numrene sneget sig ind på mig. Først var det selvfølgelig ‘Lisztomania’, men jeg synes ikke der er et eneste dårligt nummer her. Og det hører til sjældenhederne. At de selvfølgelig også leverede en monster-koncert i VEGA i november, gør heller ikke noget.. Wow.

Deastro – Moondagger

Deastro er nok et ukendt navn for de fleste, men han fortjener en plads her for denne plade. Signet på Ghostly, som har bl.a. School Of Seven Bells og nu også Choir Of Young Believers. Alt for mange numre er der på denne plade, men igen, første halvdel er virkelig god, synes jeg. Herligt grumset produktion, masser at synth’er, rigtig gode melodier, og en snært af Conor Oberst’s vokal er nøgleordene her..

The Invisible – The Invisible

Jeg har nævnt dem før herinde. Og jeg gør det igen. The Invisible har lavet en meget speciel of forskelligartet plade. Indie-rock/club/avantgarde, kan man vel kalde det… Især den første halvdel af pladen holder virkelig (hmmm, et mønster tegner sig).

Röyksopp – Junior

Der er et par elementer på denne her plade, som burde gi’ mig kvalme. Men de to fyre her er simpelthen for dygtige til at lade det ske. Produktionen er så umådelig rig på denne plade, at selv enkelte tvivlsomme musikalske valg er af mindre betydning. Hvis nogen ved hvordan man laver den baslyd på nummeret ‘Vision One’ så sig lige til! Og så går det op for mig, at Robyn faktisk er meget sej. Hmmm, mærkeligt..

Så. Nu gider jeg ikke mere. Gider ikke ramme de 10 bare for tallets skyld. I stedet er der lidt ‘honourable mention’ til andre af årets udgivelser:

Grizzly Bear – Veckatimest – Det lyder godt, jeg kan høre det er godt, jeg er desværre ALDRIG i humør til at høre det.

Animal Collective – Merriweather Post Pavilion – samme som ovenstående GB-plade. Dette rammer mig lidt mere, dog.

Magic Arm – Make Lists, Do Something – Charmerende plade, omend ikke revolutionerende. Men man kan ikke rigtig have noget imod den 🙂

The Rumour Said Fire – The Life And Death Of A Male Body – ‘Evil Son’ og ‘The Balcony’..  Hmm …der er vist ikke skrevet mange bedre numre end disse to i DK i 2009…

Here We Go Magic – Here We Go Magic – Nummeret ‘Fangela’ er det hele værd på denne.

Oh No Ono – Eggs – Stor cadeau til denne produktion. Tårnhøje ambitioner, og halvdelen er virkelig, virkelig vellykket.

The Antlers – Hospice – Det er ikke just festlig musik, det her. Men til gengæld er det til tider dødsens-smukt.

Over to you guys…

Caspar

Vildt fedt nummer gratis, med Engelske Mat Riviere

8. december 2009 by

Good tapes nye bedste venner, engelske Brainlove Records, udgiver enemands interpol aktige Mat Riviere.
Synes det er fantastisk godt

Download hans første singel gratis her

http://rcrdlbl.com/2009/12/07/exclusive_new_download_mat_riviere_fyh

Og hør og se den live fra Airwaves-o9 her

Flammende ydmyghed i Herning

8. november 2009 by

DSC00411

Gårdagens makeup sidder ok, håret er uglet, tøjet lugter en smule af røg og jeg kan ikke stoppe med at smile.

Igår var jeg til Flaming lips koncert i Herning. Jeg gider ikke komme med en hel “anmeldelse” af koncerten. Det har Gaffa allerede gjort, med sine 6 stjerner som jeg ikke kunne være mere enig i

http://www.gaffa.dk/anmeldelse/35546

De startede ud med et brag, på en måde de fleste bands ikke en gang turde gøre som afslutning på en vellykket koncert. Kæmpe balloner, konfetti kanoner og dansere.
Et band som Flaming lips kan godt tillade sig dette, fordi de ved de kan køre den endnu længere ud.

Flaming lips (eller slamming bitches som min farmor troede de hed) har så meget at byde på. De har så mange utrolige sange, så meget kreativt overskud og så meget  ydmyghed og nysgerrighed.
Jeg tror at hvis man er nysgerrig, leder dette til en øget ydmyghed og modtagelighed for nye indtryk, ideer og mennesker. Flaming lips er et perfekt eksempel på dette. De har sit eget univers, men det er alt andet en lukket. Det er konstant åbent for energi og kan på den måde skabe ny energi.

Ok. Nu blev det lige lidt spacet, så tager den lige ned på jorden igen.

Jeg mødte Wayne. Det er så forsangeren i bandet Flamin lips. Han er jo nok hvad man kan kalde et Ikon. Det ville jeg ihvertfald sige.

15349_177115420333_559030333_3488966_2416460_n

Han har udtalt sig om Arcade fire at de havde fantastiske sange, men behandlede deres crew som lort, deres fans som lort og var nogle idioter. Her kommer nysgerrigheden og ydmygheden ind igen. Især som kunstner. Mig og Cathrine havde fået lov til at komme til Flaming lips lydprøve og få lov til at mødes med Wayne.  Under lydprøven var han sød og venlig og vi nød det, men lydprøven trak ud og vi fik at vide af den koncert ansvarlige, at der nok ikke ville være tid til at få snakket med ham aligevel. Men vi kunne ikke rigtig acceptere dette og løb op til scene kanten og sagde “excuse me, wayne..it seems like there is no time for us to talk”
og så sagde han “no, no that can not be true”. Og så tog han os med ud bagved og sad og snakkede med os. Han var nysgerrig og venlig. Ja, selvfølelig er det “en del af jobbet”. Men han gør det så ægte og skabte en oplevelse for to glade Flaming lips fans. Det var også en bonus at vi fik noge vise ord med på vejen som – “You never need permission. You need to be punk rock”.

09her FansFL TL 4

Også det at spille i herning og nyde det selvom det var et forholdsvis lille publikum.
De er vant til at spille for tusindvis af mennesker. Nu spillede de for 800. Men holdt ikke tilbage for det. Nej, det føltes som om de gav den mere end nogensinde.

DSC00413

Måske blev budskabet lidt rodet. Men det er noget med den ydmyhed og nysgerrighed. På musikken, universet, andre mennesker, kreativiteten og verden. Det er noget ved det der næsten giver mig tårer i øjnene. Ok..ikke næsten, det gør det. Fordi livet er så smukt og skævt og Flaming Lips er det perfekte soundtrack til det.

embryonic

Og hvis i ikke allerede har gjort det. Tjek den nye plade Embryonic ud. Den er virkelig fed. Specielt sange som “Evil” og “I can be like a frog” (hvor Karen O synger med)

såå..var det de der sidste dage på Airwaves

20. oktober 2009 by

Shit pommes. Hvilken uge.

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde eller slutte..det har bare været goodness all over.

En ting som var genialt med Airwaves var alle off venue aktiviter. For eksempel var det super fedt at se Micachu and the shapes på verdens mindste café og Alaska in Winter dj, med kun mig og to andre på dansegulvet.

Og også at bands spillede op til 5 gange. Synes spot kunne lære meget af dette.

Jeg ved ikke hvad det bedste var på festivalen..opdagede lidt nye bands, oplevede hvordan en showcase festival også kan være og mødte dejlige mennesker.

Jeg har et råd: Tag derhen

torsdag og fredag

17. oktober 2009 by

Ånej! Nu er det lørdag og jeg skal blogge hele TO dage af Islandsk festival.

I torsdags var Motoboy det første vi så. Altså. Jeg ved godt det kan være lidt kikset og blive lillepige betaget af en fyr med elgitarr. Men oh.my.god. Frækkere skabelse må man jo lede efter. Og en sindsyg stemme. Så ham i somres på Emmaboda, men der blev jeg mest irriteret over alle love struck teenagepiger. Denne gang blev jeg en af de piger. Hans stemme er engel aktig. Jeg har aldrig kunne lide Jeff Buckley, men hans stemme og sange minder en smule om det..bare tre tusind gange bedre..og meget meget sexet. “I know, very sexy” som han sagde under koncerten. Ps. Han er fra sverige.

Så var det Islandske Berndsen, Sjovt og festligt …med en mega gitterpatrulje der sultede efter hits. Mon ikke der kommer mere news fra ham snart(:

Efter dette gik turen ned til spillestedet Nasa. Her var det enemands showet Alaska in winter.  Det var virkelig godt. Sådan electro pop aktigt. Han have et visuelt sjov af sig selv, hvor han spiller alle instrumenter.. Meget charmerende og fint og dansabelt. Jeg regner med at høre ham DJ senere idag på karamamba..tror det kan blive rigtig godt.

WHo knew…Ja..why not. Who knew er et Islandsk band der er ret pjattede med Wolf parade. Nuff said.

Så havde jeg vildt sjov tur hjemaf hvor der spillet stomp på alt. Men det er en anden historie.

Igår var det ednu en dag fyldt af musikalske goodies. Vi startede dagen ud med at svømme rundt i den blå lagune, efterfulgt af monster veggie burger fra min yndlings joint nede på havnen. Direkte der fra tog jeg på det lille sted Karamba. Her holdt det lille pladeselskab Brainlove records label dag/aften. Jeg så Stairs to Korea og Napoleon the third. Det var virkelig godt..og IGEN enemands sjovs, men med lyd af meget ( det var også pisse pisse højt) Stair to Korea lød som en uptempo Noah on the whale men med flere skævheder og mere livs erfaring. Napoleon 3 var støjjende computer sing og song writer med en hang til at råbe og lave mislyde. Jeg kunne virkelig godt lide det.

Jeg kan ikke finde ud af at lægge sange op. Kan du hjælpe mig med det Aske?

Så var det tid til en pause før The Drums! Og pausen var veltrængt, for danse gjorde vi til dette surfede indie rock

..”ooooooh maaaaama..I wanna go surfiiing..oooh maaaama, I don´t care about nuuufffin!”

Ved ikke hvor meget jeg synes det holder i længden. Men festligt er det..og blev glad i hele kroppen.

Så så så..Kings of convenience. Jeg så dem på train her i sidste uge hvor jeg synes det var great great great stuff..og når jeg hørte at, pågrund af begrænset kapacitet i kirken hvor de skulle spille, man skulle hente specielle armbånd til koncerten på Airwaves,overvejede jeg at droppe det…Men nej. Jeg ku ikke. Vi stod i kø halvanden time for armbånd. Og fik dem. Yes!

Koncerten var som sagt i en kirke..så smukt. Og koncerten var helt viunderlig..selvom Erlend blev lidt gammelmands sur over alle der tog billeder. Men han har sgu ret i det han sagde: “If you are to busy documenting everything, you are missing the moment”. Og så posede så folk fik skudt løs med deres digitale cameros og koncerten fortsatte. Igen men en ændring i dynamik halvvejs igennem (ligesom på train)når en basist og violinist kom med på banen. Koncerten blev en fest og alle rejste sig og dansede forand alteret.

Kontrasten til Kings var ret stor når vi stod til det canadiske band Crystal Antlers. Hård, men stadig melodiøs rock..lidt retro følelse..tror det var tangenterne der havde lidt doors over sig. Gitarristen lignende en ung, rocket udgave af Paul mcartney (med mustasch)

The field..svensk live techno med godt gemte sampler. Det var fint og vi dansede.
Og så så så..bandet Æla..Islandsk. Ja–n begynder det blive lidt sløret. Kan ikke huske så frygtlig meget mere(:

Aftenen endte på Kaffebarin (ja, stedet Damon albarn en gang var medejere i) hvor Erlend Øye sad på baren og sang med til Kasper Bjørkes improviserede dj set. Ja. Lidt starstruckness fik jeg vel.

Yes. Nu skal jeg sove igen. Idag skal jeg også en masse seje ting.

Jeg hjerte Island.

Første dag på Iceland Airwaves

15. oktober 2009 by

I landet hvor det er umuligt at få en dårlig kop kaffe sidder jeg nu med morgenhår og et smil på læben.
Igår gik det igang. Den famøse festival, Iceland Airwaves. Jeg har altid altid drømt om at komme afsted. Og nu, hvor jeg har et stykke lillesøster boende i Reyjkavik samt billige flybiletter er et faktum, tog jeg chancen. Og her er jeg!

Igår var det en “lidt rolig” dag i programmet.

Vi startede ud med en meget lige til morgenmad og en lang gåtur rundt i Reyjkavik. Jeg har allerede været her en gang før og kom også for nogle dage siden, så det føles som om jeg kender byen en smule. Alt er så smukt, praktisk og smukt. MEnnesker er søde og nysgerrige og utroligt smukke. Anyways, rundt i kvart i 8 gik vi på spillestedet Sodoma. Her så vi et band, der af gav fingeren til klichén om hvordan et rock band skal se ud. De hed bummer, og lignede en lille sær familje med rock i blodet. Lyden var meget postpunkt og tror der er blevet lyttet til en del joy division hjemme i børne værelset. Men de havde et eller andet. Mon ikke vi kommer høre mere fra dem.

Så gik turen til den største af spillestederne, Nasa. Her holdt det islandske pladeselskab “Kimi Records” label night.

Det var et meget varieret program. Alt fra nirvana punkede mordingjarnir (tror det er sådan det staves) hvilket var…ikke lige mig til svenske Juvelen der er en, efter min mening, er en ny, lidt blegere udgave af prince. (en svensk reference ville helt sikkert være Eric Gadd) Juvelen er ikke lige noget jeg ville høre hjemme, men live fungerede det og mine farmor hofter gyngede ret godt med.

Jeg må sige at for mig var aftenes højdepunkt byens stolthed, bandet Reyjkavik!.

En blanding af lidt af hvert, men helt sikkert overvejende gammeldags hardcore. Humor, scene tilstedeværelse og en god portion energi.

og SÅ gik turen tilbage til Sodoma. HEr var det norsk neon indianer pop ved navn 22, og Islandske Hoffman.

Det første så jeg ikke så meget af men Hoffman var fint. En lidt gay, islandsk udgave af Libertines. Meget nydeligt.

Nå. Men det blev lidt hurtigt ridset op, og kan ikke finde mit memorystik så billederne må i vente lidt med at få.

Nu er det sushi time på the fish factory og i aften skal jeg…ihvertfald se Eberg og og og Alaska in winter og og og  Motoboy.

Smell ya later!

i mangel på posts, smider jeg et yndlings element ind her

29. september 2009 by

så utroligt smukt

10. september 2009 by

Igen, ja. Mine indlæg har en tendens til at blive ganske personlige. Take it or leave it (som for øvrigt var navnet på det band der spillede til min mosters 50 fødselsdag i Uldum).

Jeg faldt lige over en guldklump. The Antlers nye album “Hospice” handler om at se en man elsker langsomt forsvinde væk i sygdom for at på sidste skæring på pladen forlade  verden for altid.

Jeg var selv ved at miste min far sidste år hvor jeg var den der sad ved siden af sygehus sengen de fleste dage i ugen. Magtløsheden der sidder på huden men håbet der siddet som et ankere  i hjertet. Det kan jeg høre på denne plade.

theantlershospice

Musiskt tænker jeg på spiritualized og Anthony and the Johnsons..

Storslået med enkle midler.

Over and out